Sverige

Oplev traner i Sverige ved Pulken i Skåne

Hver år samles op mod 25.000 traner i Sverige – og 100.000 fuglekiggere – for at opleve den berømte tranedans ved Hornborgasjön. Men vil du ikke køre den over 5 timer lange tur til Hornborgasjön, kan du i stedet nøjes med at køre den lidt under to timer lange tur til Pulken i Skåne. I nærheden af byen Kristianstad samles op mod 5000 traner på mellemstop i naturområdet Vattenriket.

5000 traner er selvfølgelig ikke det samme som 25.000, men da turen til Hornborgasjön kræver en overnatning eller to, er turen til Pulken meget nemmere at passe ind i en travl hverdag. Så selvom jeg i den grad drømmer om at besøge Hornborgasjöen, blev det i stedet Pulken vi kørte til en lørdag i april.

Traner i Sverige ved Pulken i Skåne

Hvornår kan man opleve tranedans i Sverige?

Tranerne samles typisk fra slutningen af marts til begyndelsen af april. Antallet af traner topper typisk kun nogle få dage, før tranerne flyver videre enten til Hornborgasjön eller deres ynglepladser længere mod nord. Så det handler om at time sin tur helt rigtigt. Det kan selvfølgelig være ret svært at planlægge efter vilde dyr, men du kan følge med på Vattenrikets egen hjemmeside som tæller tranerne hver dag. Den lokale ornitolog Carl Christian Tofte rapporterer også dagligt om tranerne i tranesæsonen. Følg med på hans blog her.

Sådan ser du tranerne ved Pulken

Lige midt i Vattenriket finder du Pulken besøgsplads som er et stort fugletårn med en fin udsigt ud over det vådområde, hvor tranerne befinder sig i tranesæsonen. De bliver ofte fodret for at forhindre at de spiser af de lokale bønders marker, så chancen for at finde dem her er virkelig god. I tilfælde af at tranerne står længere ude i vådområdet, er det en god ide at medbringe en god kikkert.

Du finder fugletårnet lige her (Google Maps)

Helt så nemt blev det dog ikke på vores tranetur, hvilket du kan læse om herunder.

Vi leder efter traner ved Pulken

En weekend i april begynder meldingerne om traner at tikke ind – hele 5000 traner er blevet set ved Pulken. Desværre er jeg lige kommet hjem fra en anden tur og har først tid til at tage afsted den efterfølgende weekend. Jeg holder øje med meldingerne i løbet af ugen som desværre melder om færre og færre traner. Vi tager alligevel chancen og tager afsted. Om ikke andet vil vi få os en fin køretur gennem Skåne.

På vejen kommer vi forbi nogle af Skånes fineste vandfald. Det største af dem hedder Forsakar Vattenfall – faktisk er det Skånes højeste vandfald og du finder det lige her.

Forsaka vandfald Skånes højeste vandfald

Vi kører også forbi Hallamölla Vattenfall som ligger  lige her.

Hallamölle Vandfald - Skånes højeste vandfald

Det er først på eftermiddagen da vi ankommer til Pulken, og vi starter med at gå ud til fugletårnet. Her står vi og spejder lidt, men kan kun få øje på ca. 17 traner i det fjerne.

Vi har læst at tranerne ikke bliver fodret i år og derfor har spredt sig ud over et større område. Der er et par steder som tranerne ynder at overnatte nemlig på marken bagved Yngsjö Kapel og på marken i nærheden af Härnestad. Vi beslutter at køre en tur og komme tilbage kort før solnedgang.

På vej væk fra området står der pludselig to traner i vejsiden helt tæt på bilen. Kameraet kommer lynhurtigt frem og bilvinduet rullet ned. De trækker langsomt væk fra bilen og ud på marken, men hannen når at danse lidt for sin mage på vejen. Det lover godt og vi håber virkelig på at se endnu flere traner senere.

Oplev traner i Sverige ved Pulken i Skåne
Traneparrene holder sammen hele livet

Før solnedgang er vi tilbage igen. Vi kigger først ved Yngsjö Kapel. Ingen traner. Vi kører lidt rundt i området, spejder ud på markerne og ender tilbage ved fugletårnet. Her er heller ingen traner. Solen er tæt på at gå ned og vi har næsten opgivet. Måske er de allesammen fløjet videre til Hornborgasjön?

Som det allersidste beslutter vi at køre ned til den mark, hvor vi så de to traner tidligere (marken i nærheden af Härnestad). Og her står de pludselig alle sammen! Overalt på marken står de og der kommer hele tiden nye flokke til. Vi tæller hundredevis af traner og selvom det ikke er de tusindvis vi havde håbet på, er det alligevel et imponerende syn.

Tranen er en stor majestætisk fugl på 1,20 meter – Europas højeste fugl. Med de lange ben spankulerer den rundt på markerne. Med den store buskede hale og det tydelige røde bånd på hovedet, er det virkelig en fugl man lægger mærke til.

Turen har været en succes og vi triller tilfredse tilbage mod København.

Oplev traner i Sverige ved Pulken i Skåne
Med et vingefang på op til 2,4 meter er tranerne et imponerende syn på himlen

Traner i Danmark

De store fugle er virkelig et opsigtsvækkende syn her i norden. Med deres eksotiske, strudselignende udseende, ligner de noget der hører hjemme i Afrika. Om vinteren opholder de sig da også i Sydeuropa og Nordafrika. Man kan være heldig at se dem trække over Danmark på deres vej til Sverige. Faktisk har jeg en gang set en flok traner flyve over mig i Vanløse hvor jeg bor. De lander dog meget sjældent i Danmark, men flyver direkte fra Tyskland til Sverige. Der findes dog nogle enkelte traner, der yngler i Danmark og antallet er heldigvis i fremgang. Dem kan du se på Bornholm og i Nationalpark Thy.

Hvorfor danser traner?

Faktisk minder fugle ret meget om os mennesker. Tranerne danser for hinanden for at styrke båndende mellem sig. Og det virker tilsyneladende, for tranerne er monogame og bliver sammen hele livet.

Relaterede blogindlæg

3 Kommentarer

  • Svar Kaj Sørensen 7. januar 2021 at 4:14 pm

    Hej Sarah
    Tak for flotte billeder, og dejlige oplysninger, med links. Men! Tranernes buskede haler, er faktisk de yderste fjer på vingerne.
    Fortsæt med at inspirere 🙂 og fotografere
    Kaj Sørensen

  • Svar Tine Lindhardt 17. december 2019 at 10:09 am

    Hej Sarah
    Så smukke billeder

    • Svar Sarah Green 28. december 2019 at 12:04 am

      Tusind Tak Tine! 🙂

    Skriv en kommentar