danmark

Efterårsferie i Rebild Bakker – en guide til overnatning, mad og skønne naturoplevelser

Reklamesamarbejde med RebildPorten

Jeg har været forbi Rebild Bakker før og blev helt og aldeles overrasket over, hvor dramatiske de lyngklædte bakker er.

Men jeg har aldrig fået udforsket området sådan rigtigt. Det fik jeg endelig mulighed for på denne efterårstur i samarbejde med RebildPorten, hvor lyngen godt nok ikke blomstrede længere, men området stadig er vanvittigt smukt i gyldne efterårsfarver.

Min veninde og jeg fik vandret alle Rebild Bakker rutens 10,8 kilometer og aset os pustende op på samtlige bakketoppe. Vi fik besøgt troldeskoven med det ældgamle krogede træer, sovet i et hængende telt i Rold Skov, besøgt nogle af de mange kilder som pibler op af den kalkholdige jord og meget andet.

Det hele har jeg samlet i denne guide som indeholder mine anbefalinger til spisesteder og overnatning – og selvfølgelig en masse forslag til skønne naturoplevelser. For Rebild er virkelig et lille område med en stor koncentration af fede oplevelser.

Rebild bakker Sarahinthegreen

Outdoor-overnatning i et hængende telt i Rold Skov

Jeg er ret spændt på vores første overnatning – vi skal nemlig sove i et hængende telt spændt ud mellem træerne i Rold Skov – en såkaldt tentsile – og lave mad over bål.

Lige i nærheden af vores telt ligger et opholdsområde med en bålplads i midten, overdækkede borde og bænke og alt hvad man skal bruge til madlavning.

Det er vildmarksluksus på allerbedste vis. Vi har fået en madkurv med fra Rold Storkro, som kan bestilles i forbindelse med et ophold. En kasse med alle ingredienser til at lave svampesuppe og krondyrbøffer med kartofler og grøntsager.

Men ellers er det meget back to basics. Vi skal arbejde for føden, for brændet skal først kløves før vi kan få gang i  bålet. Men snart syder svampesuppen og krondyrbøfferne i gryden over ilden Der er bare noget ustyrligt hyggeligt ved at lave mad over bål.

Efter mørkets frembrud kravler vi op i vores telt, der er hævet en meter over jorden. Det er som et sove i en mellemting mellem en hængekøje og et telt. Ret skægt og hyggeligt.

Du kan læse mere og booke naturopholdet i Rold Skov lige her

Der også mulighed for at booke aktiviteter som fx klatring, guidet vandretur eller en mørketur i Thingbæk Kalkmine (som jeg har skrevet om lidt længere nede)

Naturophold i Rold Skov ved BS Event

Naturophold i Rold Skov ved BS Event - mad over bål

Naturophold i Rold Skov ved BS Event

Naturophold i Rold Skov - overnatning i hængende telt

Vandring på Rebild Bakker ruten

Næste dag er vi klar til at vandre Rebild Bakker ruten – en 10,8 km lang vandretur, som jeg har drømt om at gå i lang tid. Og jeg bliver bestemt ikke skuffet. Bakkerne strækker sig meget længere end man lige tror. Og så er der alle toppene. Vi får sved på panden og det er jo nærmest som at vandre i bjergene. Jeg får i hvert fald de vildeste Skotland-vibes og måske har det også noget at gøre med alle de mange får der hopper rundt på bakkerne. Jeg er helt vild med det!

Når lyngbakkerne slutter fører ruten ind i Rold Skov, som er mindst lige så kuperet. Det er usædvanligt at gå rundt i en skov hvor terrænet er kuperet. Rold Skov er fuld af ældgamle krogede træer. Det ældste og mest krogede område bliver kaldt Troldeskoven. Vi går på hulvejene som er sunket længere og længere ned i terrænet efter tung hestevognskørsel.

Rebild Bakker ruten kommer forbi alle de spændende steder i bakkerne – toppene Sønderkol og Kejserbakke, skovtårnet hvor man kigge ud over trætoppene i Rold Skov. Vi hopper fra sten til sten over Ravnkilden og får også smagt på det friske vand.

Rebild Bakker har et rigtig fint besøgscenter kaldet RebildPorten, hvor man altid kan komme forbi og få informationer om ture i området. Der er en hel del guidede ture man kan komme med på og aktiviteter for børn. Der er også en udstilling om naturen og alle de mange fortællinger der knytter sig til området.

RebildPorten har åben fra tirsdag til søndag kl. 10-17 – fra uge 43 dog fra 10-15. Find deres hjemmeside lige her

 

Rebild Bakker ruten kort

Vandrer man Rebild bakker ruten kommer man rundt til alle de spændende steder i bakkerne. Vandreturen er på 10,8 km og er angivet som den hvide rute på kortet. Se hele kortet her

Rebild Bakker Ruten - udsigten kra Kejserbakke

Udsigten fra Kejserbakke er simpelthen i særklasse

Rebild Bakker Ruten - udsigten kra Kejserbakke

Rebild Bakker Ruten vandring

Et par vandrere i Stendalen. Der er altså nogle seriøse højdemeter på de bakker!

Rebild Bakker Ruten vandring

Udsigten ned mod Rold Skov

Rebild Bakker Rebild Bakker

Troldeskoven i Rold Skov

Troldeskoven

Lars Kjærs hus

På Rebild Bakker ruten kommer man også forbi Lars Kjærs hus som er et af de eneste oprindelige huse der er tilbage i bakkerne.

Kilderne i Rebild

Kilderne i Rebild er noget helt særligt – faktisk er det de største og mest vandrige kilder i hele Danmark. Vi fik hoppet over Ravnkilde, da vi vandrede Rebild Bakker ruten, men også Store Blåkilde, Lille Blåkilde og Gravlev Kilde er værd at besøge.

Store Blåkilde

Min favorit er helt sikkert Store Blåkilde som ligger 10 km sydøst fra Rebild. Den ligger smukt på et stort engområde og er en såkaldt basinkilde, hvor vandet vælder op fra bunden og danner en sø. Man kan tydeligt så vandet boble op, da vandet hvirvler den hvide kalkbund op. Det ser helt vildt ud og minder mig mest af alt om de  kilder jeg har set på Island og i Yellowstone.

Hvis du gerne vil besøge kilden kan du parkere lige her. Stien til kilden starter lige på den anden side af vejen og skilte peger dig i den rigtige retning. Det er en gåtur på ca. 800 meter.

Gravlev kilde

Gravlev Kilde ligger inde midt i landsbyen Gravlev, med huse meget tæt omkring, men også den har ligesom Store Blåkilde en fin turkis farve, der hvor kalkbunden er blottet. Vandet løber ud i Gravlev Sø via det yndigste snoede vandløb. Hvis du gerne vil besøge Gravlev Kilde kan du parkere lige her

Lille Blåkilde

Lille Blåkilde har en helt anden karakter, men er også rigtig fin. Kilden ligger på den gule vandreruter (som du kan se på kortet her) men da det er en meget lang gåtur fra Rebild Bakker anbefaler jeg at køre ind i skoven og parkere lige her. Fra parkeringen er der ca. 1,5 km til kilden og skiltene peger dig i den rigtige retning.

Her strømmer kilden ud af kalken i skrænten og danner små bassiner. Du kan gå på en plankesti henover og langs kilden.

Store Blåkilde

Store Blåkilde ser helt vild ud oppefra. De lyse punkter er kalkbunden hvor vandet strømmer op fra

Lille Blåkilde

Lille Blåkilde er mindre billedskøn, men derimod en af de vandrigeste kilder i området, hvor der strømmer 90 liter ud pr. sekund

Badesøen Store Økssø

Vi var også forbi store Økssø som er Rebild-områdets fineste badesø. Og det stopper ikke selvom sommeren er slut. Søen bruges flittigt af vinterbadere hele året rundt. Selv var jeg ikke modig nok til at hoppe i, men min rejsemakker var frisk på at tage et dyp. Så havde jeg også lidt bedre mulighed for at tage nogle fine billeder af området mens. Det er trods alt lidt svært at styre en drone hvis man selv ligger i vandet (er min undskyldning)!

Der går også en vandrerute rundt om søen på 3,5 km som vi desværre ikke fik gået, men megafin så den ud.

Du finder vej ned til Store Økssø ved at sætte gps’en til Mosskovpavillionen. hvor man i øvrigt også kan få frokost torsdag til søndag fra 11-17) Det fik vi heller ikke prøvet, men det så virkelig hyggeligt ud.

Store Økssø med drone

Store Økssø badebro med drone  Store Økssø vinterbadning

Thingbæk Kalkmine og Rebildcentret

Det er altid vildt fascinerende at komme ned under jorden i huler og miner synes jeg. Undergrunden i Rebild-området er fuld af kalk – og det får man for alvor oplevet nede i Thingbæk Kalkmine.

Minen er en del af Rebildcentret, som også byder på flere udstillinger, blandt andet om den hemmelige bunker REGAN Vest som siden 1963 har været hemmeligholdt for befolkningen. Bunkeren er gigantisk med kilometervis af gange og blev bygget for at kunne huse kongefamilien og den danske regering i tilfælde af atomkrig. Snart åbner hele bunkeren op som museum. Et kæmpe must for alle koldkrigsnørder!

Du kan læse mere om Thingbæk Kalkmine og Rebildcentret her

Thingbæk Kalkmine i Rebild

Rebildcentrets Gårdbutik

Hvis du alligevel er ved Rebildcentret, kan jeg virkelig anbefale at fortsætte lidt ned ad vejen og besøge Rebildcentrets Gårdbutik som forhandler alverdens lækkerier fra lokalområdet. Ejerne af gårdbutikken er i øvrigt også ejere af alle de får der hopper rundt på Rebild Bakker. Lige bagved gårdbutikken går udover fårene også et par klappegeder og et par lamaer rundt, som man gerne må hilse på. De er alt for kære!

Butikken har kun åbent onsdag og lørdag fra 10-14 men tjek også butikkens Facebook for eventuelle åbningstider på helligdage

Rebildcentrets Gårdbutik Rebildcentrets Gårdbutik lama Rebildcentrets Gårdbutik salg af lokale produkter

Spisesteder i Rebild Bakker

Røverstuen

Der er virkelig mange fine og sjove historier knyttet til Rebild Bakker og Rold Skov. En af dem handler om røverne fra Rold som var berygtede og frygtede i hele Himmerland i 1800-tallet. Dengang var Rold Skov et af de farligste og mest øde områder i Danmark. Røverne og andre historiske personligheder fra Rebild er portrætteret på væggene, og med sin mad får man en lille pixibog med alle historierne. Skøn historiefortælling og virkelig fremragende mad.

Restauranten serverer frokost i weekenden og aftensmad alle dage – dog kun buffet om søndagen.

Book bord og se menuen på Røverstuen her

Restaurant Røverstuen i Rebild

Restaurant Røverstuen i Rebild

Lokal øl serveret med lidt lokal historiefortælling nemlig en lille bog med historier om røverne fra Rold

Restaurant Røverstuen i Rebild

Tophuset

En anden af Rebild historiske spisesteder er Tophuset som siden 1875 har været traktørsted. Dengang solgte Top Karen, som boede i huset, kogende vand til de besøgende i Rebild Bakker som allerede dengang var en stor attraktion. I dag kan man stadig besøge det lille gule hus på toppen af Rebild Bakker og få serveret traditionel dansk mad i de små historiske lokaler med lavt til loftet. Det er top charmerende.

Tophuset har åbent onsdag, torsdag og fredag fra kl. 12-22. Lørdag, søndag og helligdage har Tophuset kun åbent til frokost dvs. fra 12-17.

Læs mere om Tophuset og se menuen her

Restaurant Tophuset I Rebild

Rold Storkro

Man behøver ikke overnatte på kroen for at besøge restauranten (som i øvrigt har den vildeste udsigt udover Gravlev Ådal). Man kan også komme forbi Rold Storkro til frokost eller aftensmad, eller endnu bedre tage til et af deres arrangementer. I oktober og første halvdel af november er der hver fredag Vin & Vildt-arrangement med alskens vildt på menuen. Det deltog mig og min veninde i, og det var vanvittigt lækkert.

Læs mere om Vin & Vildt arrangementet her

Eller tjek den almindelige menu her

Overnatning i Rebild Bakker

Naturophold i Rold

Til alle outdoor-entustiaster kan jeg virkelig anbefale naturopholdet med overnatning i hængende telt og mad over bål. Stedet ligger i et lille skovområde bagved Rebildcentret og kan bookes lige her

Rold Storkro

Kun et stenkast væk i bunden af bakkerne, ligger Rold Storkro som er den mere traditionelle overnatningsmulighed. Tænk hygge, kæmpestor vildtbuffet til aftensmad, ild i pejsen, jagttrofæer på væggen og en smuk smuk udsigt fra restauranten udover Gravlev Ådal. Og så går der en hel flok dådyr rundt i en indhegning bagved kroen, som man kan få lov til at fodre med gulerødder (spørg efter gulerødder i receptionen).

Book ophold på Rold Storkro lige her

Rold Storkro dådyr

Rebild Vandrerhjem

Vi boede to nætter på Rebild Vandrerhjem som er den gode, prisvenlige overnatningsmulighed i Rebild.  Her har man Rebild Bakker lige udenfor døren.  Hvis man ikke laver mad på selve vandrerhjemmet ligger restauranten Røverstuen lige om hjørnet. Alle værelser har eget bad og toilet og et dobbeltværelse koster 480 kr.

Du kan booke din overnatning på Rebild Vandrerhjem lige her

Rebild Vandrerhjem

Se min stemningsvideo fra turen her

Gem denne guide på Pinterest:

Rebold Bakker guide

Relaterede blogindlæg

1 Comment

  • Svar Villads Claes 4. juli 2021 at 1:37 pm

    Skønne billeder! God præsentation. I det hele taget godt lavet.
    I sætningen: “Hvis du gerne vil besøge kilden kan du parkerer lige her. ” er der et -r for meget i “parkerer”.

  • Skriv en kommentar