Algarvekystens lufthavn ligger lige klods op af det store vådområde Ria Formosa – en naturpark med et utrolig rigt fugleliv.
Så det var nærmest umuligt for en fugletosse som mig ikke at lægge vejen forbi på mit besøg til Algarvekysten. Jeg havde desuden læst at der ofte ses flamingoer i området, hvilket bestemt ikke gjorde min entusiasme mindre!
Efter en kort tur med bus nr. 16 fra Faro lufthavn bliver jeg sat af på Faro strand som praktisk taget er en lang smal ø med havet på den ene side og vådområdet på den anden. Jeg bor direkte på stranden på et skønt moderne hostel, hvor skestorkene går rundt lige udenfor mit vindue! Allerede den første aften får jeg gode billeder af fuglene blot ved at gå de få meter ned til vandkanten.
Ria Formosa strækker sig over et stort område, men netop her ved lufthaven ligger en rigtig god sti som hedder Ludo. Ludo-stien starter lige der hvor broen til øen starter (bus 16 stopper også her) og tager dig gennem et utal af saltsøer. Tidligt næste morgen (fugle er nemlig altid mest aktive lige efter solopgang) vandrer jeg ud på Ludo-stien med min kikkert og mit kamera. Og håber på at møde flamingoerne!
Bus nr. 16 fra Faro lufthavn til stranden
Jeg boede i et af husene her på Faro strand
Ria Formosa
Den fine hvide silkehejre spejler sig i vandet
En stenvender med fart på
En lille kobbersneppe fisker med næbet i vandkanten
En af de mange saltsøer i området
Skeanden med det store næb og de flotte farver
En lille sandløber leder efter mad i sandet
Skestorken med det sære næb
Det vrimler simpelthen med fugle i Ria Formosa
På udkig efter flamingoer i Ria Formosa
Cirka midt på Ludo-stien får jeg øje på en række hvide pletter i horisonten. Kunne det være? Jeg får sneget mig tættere på via en lille sti langs søen og jo den er god nok. En flok på ca. 150 flamingoer står og drejer med deres store næb og lange halse derude midt i søen.
Solen går ned over Ria Formosa. Flamingoerne bliver pludselig urolige og med et letter de allesammen og flyver ind mod land, mens de viser de flotte sorte og lyserøde aftegninger på vingerne. De ser virkelig sjove og klodsede ud når de flyver! Overnatter de mon i en portugisisk villahave? I så fald ville jeg gerne eje den villa!
De vilde flamingoer stod et stykke ude i søen så de bedste billeder blev det ikke til – men kunne se dem tydeligt i min kikkert
Det har været en skøn dag med masser af sol, fugle og smuk natur. Aldrig før er det lykkedes mig at komme så tæt på så mange forskellige fugle. Og så er jeg er selvfølgelig utrolig tilfreds med at have set Ria Formosas flamingoer!
Ingen kommentarer endnu