Samsø har tre ordinære campingpladser – Sælvigbugtens Camping som ligger på vestkysten, Ballen Strandcamping på østkysten og Klitgård Camping som ligger meget tæt på nordspidsen. Alle ligger de ud til stranden, er små, hyggelige og ret basic uden dog at mangle noget. Her er ingen pools og hoppeborge – bare fred og ro og en masse skøn natur.
Jeg har besøgt dem alle tre og har derfor strikket en lille beskrivelse og guide sammen til jer der overvejer et campingophold på Samsø. Det er især oplagt hvis man er på cykeltur øen rundt, da de ligger i en god cykelafstand fra hinanden.. Men for typer der godt kan vandre 30 km om dagen er det også oplagt til vandring – ellers kan man lægge et par overnatninger andre steder ind på turen.
Komfortniveauet vælger man helt selv for flere af campingpladserne har udover almindelige teltpladser også hytter og glamping – altså camping hvor teltet allerede er sat op og indeholder en del mere luksus.
Sælvigbugtens Camping – overnatning i et lækkert glampingtelt
Hos Sælvigbugtens Camping kan man både komme med sit telt, campingvogn eller autocamper – eller man kan bo i hytter, og på værelser med eget bad og toilet
Men vi valgte den sjette mulighed nemlig at bo i glamping-teltet Kyholm som er et fint rundt Lotus Belle-telt med plads til 4 personer. Der findes også en anden mindre type af glamping-telt nemlig Hjortholm, som er et Robens Klondike telt med plads til 3 personer.
Begge telte har en stor blød dobbeltseng, alt hvad man skal bruge af service, køleskab, elkedel og egen terrasse med grill. Rindende vand, bad og køkken finder man dog i fællesbygningen.
Et minus ved campingpladsen er, at der ligger en vej mellem pladsen og stranden, så man skal krydse vejen for at komme ned til vandet. Vejen skaber også noget trafikstøj især lige der hvor glamping-teltene står. Hvis du kan leve med det, ligger campingpladsen i virkelig skønne omgivelser med stranden lige foran, smukke fyrretræer og et bakkedrag der rejser sig lige bagved pladsen.
Info om glampingteltene
– For to personer ligger prisen fra 680 – 835 kr. alt efter telttype og sæson.
– Tjek ind fra kl. 14 og tjek ud senest kr. 10
– Brusebad skal tilkøbes og foregår i fællesbygningen
– Der er dyner og puder i teltet men sengelinned skal tilkøbes
– Opholdet er uden morgenmad
Info om Sælvigbugtens Camping
Sælvigbugtens Camping ligger på Samsøs vestkyst på Staunsvej 2 og har åbent fra 1. april til 30. september.
Ballen Strandcamping – på tidsrejse tilbage til barndommen
På Ballen Strandcamping bor vi i et villatelt i forreste række ned til vandet – ja teltene ligger næsten direkte på stranden med kun 10 skridt ned til vandkanten. Retrotelte kaldes villeteltene på Ballen Strandcampings website, og det er meget præcist beskrevet for teltene minder virkelig meget om det telt vi havde i min barndom for 25 år siden. Det var godt nok en Camp-let, men opbygningen er præcis den samme: To sovekabiner som hver især udgør en dobbeltseng og som kan lynes til som et telt i sig selv. Og her på Ballen Strandcamping følger der også bløde madrasser, dyner og puder med, som i den grad gør camping-oplevelsen til en glamping-oplevelse. Derudover består teltet af et stort opholdsrum med spisebord og en reol med køkkenredskaber, service og kogeplade. For vinduerne er der store blomstrede gardiner i bedste retrostil.
Men det bedste ved Ballen Strandcamping er klart placeringen lige ned til vandet. Lyden af bølgernes skulpen og duften af sand og hybenroser som vi har lige udenfor. Det er en oplevelse i sig selv at sidde udenfor teltet og nyde de skønne omgivelser, roen og udsigten.
Info om Ballen Strandcamping
– Ballen Strandcamping ligger på Samsøs østkyst på adressen
– Udover almindelige teltpladser og retroteltene kan man også booke hytter og campingvogne.
Klitgård Camping – når udsigten bare trumfer alt andet
Klitgård Camping ligger tæt på Samsøs nordspids og er derfor meget tæt på Nordby og smukke Nordby Bakker som er perfekt til gode gåture. Pladsen er nok den mest primitive af de tre campingpladser, men også den med den smukkeste beliggenhed. Store dele af campingpladsen ligger højt på en skrænt med en skøn udsigt udover vandet.
Det var ikke svært at vælge en plads til vores telt – jeg valgte naturligvis en af dem som ligger helt ude på kanten så vi havde den fine udsigt lige udenfor da vi slog teltet op om morgenen. Det kan godt være at det med at sove på liggeunderlag i sit eget telt ikke er helt så luksuriøs som de to foregående overnatninger – men det er til gengæld super luksuriøst at drikke sin morgenkaffe højt oppe over havet.
Info om Klitgården Camping
– Hos Klitgården Cmping er der ikke andre muligheder for at overnatte end i eget telt, campingvogn eller autocamper.
– Campingpladsen findes på adressen Klitgårdsvej 7 og har åbent fra midt i april til midt i september.
– De har ingen online booking så her skal du kontakte pladsen på tlf. 86 59 61 69 eller kontakt@klitgaardcamping.dk for at forhåndsbooke.
Læs mere om Samsø
Jeg har skrevet flere blogindlæg om Samsø som du kan finde her:
De fineste vandreture på Samsø
Seværdigheder på Samsø – øen som emmer af Danmarksidyl
Ingen kommentarer endnu