Reklamesamarbejde med Momondo
Azorerne er et lille Portugisisk ø-rige i Atlanterhavet 1360 km fra Portugals kyst.
De fangede min interesse på grund af de smukke seværdigheder, den frodige natur og den vulkanske aktivitet. Jeg havde set billeder af regnskovsagtige vandrestier og udsigtspunkter på kraterkanter højt oppe over dybblå søer. Og så lød det virkelig lækkert, at kunne bade i varme kilder og se dampen stiger op fra undergrunden præcis som på min yndlingsdestination Island – bare med et meget lunere klima.
Det er heller ikke uden grund at Azorerne kaldes Europas svar på Hawaii. Der er dog ingen hvide sandstrande og øerne er måske derfor heller ikke overrendt af turister. Øerne er grønne og landlige med flere græssende køer end luksushoteller. En destination for den eventyrlystne rejsende, der elsker naturen og gerne vil have en mere autentisk rejseoplevelse.
Hvor ligger Azorerne?
Azorerne ligger i Atlanterhavet 1360 km vest for Portugals kyst og er en selvstændig region i Portugal. Sammen med øerne Madeira (Portugal), Gran Canaria (Spanien) og Kap Verde (Afrika) udgør de Makronesien, som har mange ligheder når det kommer til flora og fauna.
Vejret og klimaet på Azorerne
Placeringen midt ude i Atlanterhavet gør, at vejret aldrig bliver brandvarmt, og der blæser tit en frisk vind fra Atlanterhavet. Temperaturen ligger omkring 16 grader om vinteren og 25 grader om sommeren. Derfor er øerne, efter min mening, helt perfekte til aktive oplevelser året rundt. Man skal dog være forberedt på at placeringen ude i Atlanterhavet gør vejret meget omskifteligt – især om vinteren. Vores tur i februar bød på alt fra solskin og blå himmel til regn og storm! Sommermånederne er de tørreste og mest solrige.
Hvornår skal man rejse til Azorerne?
Uanset årstiden er Azorerne altid grønne og frodige og vejret er lunt. Derfor er øerne en god destination året rundt.Vi besøgte Azorerne i februar og følte tit at vi var de eneste turister på øen. Sommeren på Azorerne skulle efter sigende være et blomsterflor uden lige, men skal jeg til Azorerne igen skal det helt sikkert være i forårsmånederne. Det er nemlig her at jordens største hvalarter trækker forbi øerne og man kan være heldig at se blåhvaler og finhvaler. Man kan dog sagtens se hvaler og delfiner resten af året, da mange af hvalarterne er fastboende – hvis ellers vejret er godt nok til at sejle ud. Kaskelothvaler er en af de arter der findes omkring Azorerne året rundt.
Fly til Azorerne
I sommerhalvåret kan man flyve direkte fra Billund og Kastrup til Azorerne. Man lander i lufthavnen i Ponta Delgada på hovedøen Sao Miguel. Flyvetiden er lidt under 5 timer.
I vinterhalvåret har man en mellemlanding i Lissabon. Alt efter hvordan flyene passer sammen tager denne tur ca. 7 timer. Vi rejste i februar og brugte en af vores mellemlandinger til at bo et par dage i smukke Lissabon.
Vi brugte Momondos søgemaskine til at sammensætte vores flyvninger, så vi fik udnyttet tiden bedst muligt
Sådan kommer du rundt
Vi besøgte Azorernes hovedø Sao Miguel som er cirka 20 km i bredden og 70 km i længden, så det er overkommeligt at komme rundt på øen og muligt at se det hele på en uge. Det er også her i byen Ponta Delgada den internationale lufthavn ligger. Der går meget få busser på øen, så den nemmeste måde at komme rundt er i lejebil. Det lykkedes os at leje en bil til kun 600 kroner for 6 dage (det skyldes dog også at vi har vores egen forsikring). Det er nok den billigste bil vi nogensinde har lejet!
Har man længere tid, kan man udforske de 8 andre øer. Blandt dem er Flores, Corvo, Graciosa, Terceira, Sao Jorge, Faial, Santa Maria eller Pico hvor man finder Portugals højeste bjerg Mount Pico. Det lokale flyselskab Azores Airlines har flyruter mellem øerne eller man kan sejle.
Overnatning på Azorerne
Hovedøen Sao Miguel er lille nok til at man nemt kan komme rundt uanset hvor man bor. De fleste overnatningsmuligheder ligger i hovedbyen Ponta Delgada og det er oplagt at udforske øen derfra. Jeg ville dog langt hellere bo ude på landet og være tættere på naturen. Derfor bookede vi to forskellige Airbnb-lejligheder – en på den vestlige del af øen i byen Ginetes og et andet længere mod øst i byen Vila Franca Do Campo. På den måde sparede vi en del køretid og fik udforsket næsten hele øen.
Find steder at overnatte på Sao Miguel her
Det kostede turen
En af Portugals mange kvaliteter er, at det er et rigtig billigt rejseland. Vores flybilletter kostede 2200 kr. pr. person. Vores Airbnb-overnatninger kostede ca. 300 kr. pr. nat for to personer. Billejen (uden forsikring) kostede 600 kr. for 6 dage. Vi kunne typisk spise for 10-15 euro pr. måltid. I alt kom turen til at koste os 4500 kr. per person for 6 dage.
Seværdigheder på Azorerne
Her kommer min guide til de smukkeste seværdigheder på Azorernes hovedø Sao Miguel. Vi brugte 6 dage til at udforske øen.
Dag 1: Tvillingesøerne og udsigtspunktet Miradouro Da Boca Do Inferno
Vi ankommer midt på dagen til vores lille hus i byen Ginetes på den vestlige del af øen. Ikke langt derfra ligger tvillingesøerne – et af Azorernes mest berømte seværdigheder. Vejret er strålende, så dem tager vi ud for at se ved solnedgang. Vi kører nordpå langs kysten og drejer af mod byen Sete Cidades som ligger klemt inde mellem de to søer. Så snart vi har passeret byen går det stejlt opad med hårnålesving og vi ankommer til udsigtspunktet Vista Do Rei. Det virker som om at alle skiltene peger mod dette udsigtspunkt, men der findes et meget smukkere udsigtspunkt i nærheden, som ikke er skiltet nogen steder. Det hedder Miradouro Da Boca Do Inferno og du finder det på Google lige her. Der er en p-plads hvor stien starter, og herfra er der 15 minutters gang til udsigtspunktet, forbi en jernport og ned ad en bred jordvej. For enden af stien fører nogle jordtrapper op på kraterkanten.
Vi ankommer i det helt rette øjeblik. Solen er ved at gå ned og det er et syn for guder. Dybt under os ligger de to tvillingesøer Lagoa Verde (den grønne sø) og Lagoa Azul (den blå sø) og lige foran os de to mindre kratersøer Lagoa Santiago og Lagoa Rasa.
Efter solen er gået ned spiser vi på restauranten Lagoa Azul i den lille by Sete Cidades sammen med de lokale. Simpel, god og billig mad.
Dag 2: Besøg i en Ananasplantage
Vi vågner op til øsende regnvejr og finder frem til nogle af de oplevelser vi kan lave med tag over hovedet. Vi kører til hovedbyen Ponta Delgada og besøger ananasplantagen A Arruda, hvor ananaserne gror i drivhuse i lange rækker. Mere end et år tager det før en ananas er spisemoden og man kan også få lov at smage på den søde ananassaft i den lille udendørs cafe. Adgang til plantagen er gratis.
Du finder plantagen lige her
På besøg i lavagrotten Gruta Do Carvao under byen
Lavagrotten Gruta Do Carvao ligger underligt nok også midt inde i byen. Den varme lava fra undergrunden har formet en underjordisk kanal, der løber flere kilometer under hovedbyen Ponta Delgada. Den er styrtet sammen flere steder under byens vægt, men man kan gå et stykke af grottens længde sammen med en guide. Udover den almindelige tur kan man også booke længere ture, hvor man får lov at kravle længere ind i grotten.
Grotten ligger lige her og du finder deres hjemmeside med turtider lige her. Et besøg i grotten koster 5 euro pr. person.
Azorernes klipperige vestkyst – Ponta Da Mosteiros og The Whale Watching Point
På vej tilbage til vores overnatningssted på dag 2, kører vi langs kysten for at opleve Azorernes klipperige vestkyst. En smal hullet vej fører os hele vejen ud til Ponta Da Mosteiros hvor Atlanterhavets kæmpemæssige bølger slår ind mod klippekysten. Vi kører gennem den lille by Mosteiros og videre til udsigtpunktet Ponta Do Escalvado – også kaldet the Whale Watching Point. Her spejder vi efter hvaler i kikkerten, men man skal nok være ualmindeligt heldig for at se en hval. Men udsigten herfra er helt fænomenal.
Den varme kilde ved Ponta Da Ferraria
Der ligger en varm kilde ved Ponta Da Ferraria som vi virkelig har glædet os til at bade i. Den løber ud i havet i et lille naturligt havnebassin, hvor 61 grader varmt vand blander sig med havvandet. Vores Airbnb-vært fortæller os dog at det blæser alt for meget til at vi kan bade der. Det tror vi ikke helt på indtil vi kører ned til kilden ved solnedgang på dag 2 og ser at bassinet er oversvømmet og hvert andet øjeblikket bliver overskyllet af kæmpestore bølger.
Vi må nøjes med at se solen gå ned over det voldsomme hav, hvilket er en oplevelse i sig selv på dette smukke sted.
Hvis forholdene ikke er rigtige til at bade i den naturlige pool, findes der en kunstig spa pool ikke langt derfra. Deres hjemmeside finder du lige her.
Dag 3: Caldeira Velha – en varm kilde midt i skoven
Vi bevæger os endnu engang opad i højden på de gamle vulkanske kratere midt på øen. Jo højere vi kommer op jo mere frodigt og regnskovssagtigt bliver her. Vi betaler entre i det lille træskur ved indgangen ved Caldeira Velha (4 euro pr. person). Herfra fører en bred grussti hen til den varme kilde. Her er en nærmest forhistorisk stemning. Som om vi er på vej ind i Jurassic Park med kæmpestore bregner og tæt skov. Der ligger et lille besøgscenter og der er opsat en række små udendørs båse, hvor man kan skifte til badetøj.
Øverst ligger et bassin med et lille vandfald og vandet her har den smukkeste blå farve. På grund af gårsdagens regnvejr er bassinet koldere end det plejer at være, hvilket ikke forhindrer mig i at hoppe i. Det er friskt men ikke koldt – 25 grader vil jeg gætte på. Længere nede løber vandet ned i to andre små bassiner som er betydelig varmere – omkring 38-40 grader. Her kan man virkelig slappe af og nyde varmen, mens man indånder skovens dybe stille ro under de kæmpestore bregneblade.
Her er så smukt og smagfuldt. Vi er ikke helt ude i vildmarken, hvor der hverken er toiletter eller omklædning, men de små bygninger og stier er anlagt så fint og naturligt at det ikke går ud over oplevelsen af at være i naturen. Et besøg i Caldeira Velha er simpelthen et must!
Du finder Caldeira Velha lige her på Google Maps. Entre: 4 euro pr. person.
Mad tilberedt i jordvarme
Caldeira Velha er så afslappende en oplevelse at vi ender med at tilbringe næsten hele dagen der. Men da vi bliver sultne ender vi på Restaurante Bar Caldeiras i nærheden som blandt andet serverer en særlig azorisk specialitet – nemlig mad tilberedt i jorden over den vulkanske varme. Restauranten har en frokostbuffet med et væld af lokale specialiteter.
Dag 4. Udsigtspunktet over Ildsøen (Miradouro da Lagoa do Fogo)
Vi ankommer til endnu en af Azorernes fineste seværdigheder – nemlig udsigtspunktet over Lagoa Do Fogo – Ildsøen. Der går en sti hele vejen ned til søens bred som dog var så mudret og smadret at vi kun fik gået et stykke af den.
Du finder udsigtspunktet lige her
Teplantagen Cha Gorreana
Om eftermiddagen besøger vi tefabrikken Cha Gorreana som er Europas eneste teplantage. Udenfor står de lange rækker af teplanter og på den anden side af vejen er der endnu flere. Der går en sti rundt om plantagen, hvor man kan betragte alle de snorlige buske der snor sig op ad skråningen. Vi går også en tur gennem selve fabrikken, som er meget low tech med gamle maskiner. På loftet ligger teen til tørre før den bliver pakket i poser. For enden af rundturen får man også lov til at smage på de forskellige teer og der er en lille cafe med sandwich og kage.
Der er gratis adgang (og gratis te!) og du finder Cha Gorreana lige her
Dag 5: Byen Furnas – varme kilder og damp i Azorernes gamle kurby
På dag 5 går turen til Azorernes gamle kurby Furnas. Vi går en lille tur langs søen Lagoa Furnas før vi ender i byens botaniske have Terra Nostra. Her ligger nemlig en af Azorernes mere specielle seværdigheder – Ungdommens Kilde hedder den – en stor gul sø midt i parken. Man skal ikke lade sig skræmme af den gule farve. Vandet er blot meget mineralholdigt og det giver kilden dens gule farve. Vandet er 37 grader varmt og helt fantastisk. Det vælter op fra den varme undergrund og efter sigende skulle man blive 10 år yngre af at bade i kilden.
Ved kanten af søen finder man små omklædningsrum og udendørs brusere, hvor man kan skylle det gule vand af sig bagefter.
Den botaniske have er også værd at udforske. Selvom vi besøgte stedet i februar var den stadig fuld af jungleagtige træer og blomster.
Det koster 8 euro at komme ind i Terra Nostra, hvor man har fri adgang til at bade i kilden.
Caldeiras Vulcanicas – 25 kogende og dampende kilder
Ikke langt fra den gule kilde ligger Caldeiras Vulcanicas – 25 små kilder som man bestemt ikke skal bade i. Her koger vandet og sender damp op i store skyer. Vi går igennem området og forbi de dampende skyer der lugter en anelse af svovl og rådne æg. Jeg holder aldrig op med at være fascineret af de vulkanske kræfter, der lurer lige under overfladen.
Find de 25 Caldeiras på Google Maps
Dag 6: Vandretur til vandfaldet Salto Do Prego
Vandreturen til vandfaldet starter i den lille by Faial Da Terra. Vi sætter bilen ved p-pladsen her og fortsætter til fods på den lille sti som snart begynder at gå stejlt opad gennem skoven og forbi flere små vandfald. Skoven er som overalt på Azorerne meget regnskovsagtig og vi glemmer næsten at vi stadig befinder os i Europa.
Vi ville i hvert fald ikke blive overraskede hvis vi pludselig så aber eller farvestrålende tukaner på vores vej!
Turen til vandfaldet er ca. 2,5 km lang og tager to timer at gå tur/retur.
Gem denne rejseguide på Pinterest
SarahintheGreen er ambassadør for Momondo. Læs mere om samarbejdet her
7 Kommentarer
Hej Sarah
Dejligt du skriver om Azorerne – tak for det
Ved du om man kan svømme med delfiner direkte fra kysten et eller andet sted på Azorerne?
Det er min drøm og jeg har gjort det på Hawaii – det var magisk
Hej Lone
Tak for den fantastiske rejsebeskrivelse 🙂
Vi er overvejer en tur til Azorerne denne sommer og vil derfor lige høre om, det er muligt at have leje bilen med færgerne rundt på øerne ?
mvh
Birgitte K Hansen
Tak for din fine beretning, som jeg netop er stødt på. Vi tager til Azorerne den 27. og jeg vil gerne vide hvor I lejede bil (hvis du kan huske det).
På forhånd tak, Hanne
Hej Hanne! Hvor lyder det skønt at I snart skal til Azorerne. Jeg husker ikke præcist hvilket selskab det var men I kan jo prøve at bruge Momondo’s søgemaskine som plejer at give et godt indblik over hvilke biludlejningsfirmaer der findes i en given lufthavn og hvilke som er billigst. Rigtig god tur 🙂
Mange tak for denne rejsebeskrivelse, vi er 2 voksne der tænker en ligende tur i 2022 eller 2023.
Hej Sarah.
Jeg har med stor fornøjelse læst din fine rejsebeskrivelse.
Og der er ingen tvivl om, at den vil være super nyttig på vores rejse til Azorerne. Vi skal være der i 14 dage. Den første uge vil vi bruge på lidt guidede ture og køre lidt på egen hånd på cykel.
Den anden uge vil vil leje en bil og selv udforske øen/øerne lidt mere.
Mit spørgsmål til dig, er ang billeje.
Du skriver, at du havde din egen forsikring. Hvordan fungerede det?
Venlig hilsen Lone
Hej Lone! Hvor lyder det skønt med 14 dage på Azorerne! Min kæreste er så heldig at have en rigtig god rejseforsikring gennem Lærerstandens Brandforsikring. Den dækker simpelthen en selvrisiko på lejebiler på op til 25.000 kr. og det gør at vi ikke behøver at tilkøbe ekstra forsikring når vi lejer bil. Jeg er slet ikke ekspert på rejseforsikringer, men det kan bestemt betale sig at at have en god forsikring.