Jeg har længe været fascineret af svampe og har gerne ville lære hvordan man egentlig identificerer de spiselige af slagsen. Jeg elsker simpelthen ideen om at kunne samle og tilberede sin egen mad i naturen.
Som begynder er det en rigtig god ide at tage med på en guidet svampetur indtil man er helt fortrolig med at genkende svampene selv. Der skulle jo nødigt ske nogen uheld med forgiftninger. Sådan en guidet tur kom jeg endelig med på sidste efterår i Tisvilde Hegn i Nordsjælland.
Rørhatte er en god begyndersvamp
Vi mødes i skoven og vores guide tegner og fortæller først lidt om de forskellige svampefamilier. Jeg lærer hurtigt at rørhattene er en god begyndersvamp. Undersiden på rørhattene har ikke lameller, men er fast med en masse små huller. Alle svampene i familien er spiselige bortset fra satans rørhat som er lige så giftig som navnet antyder. Den kan dog nemt genkendes på sin røde farve.
Vi vandrer afsted ind i skoven og der kommer hurtigt en masse rørhatte ned i min kurv. Vi finder blandt andet en flot Karl Johan som er en af de rigtig gode spisesvampe.
Svampene sorteres og tilberedes
Vi breder alle svampene, som vi i fællesskab har samlet, ud på et bord og der er mange! Jeg anede ikke at der kunne findes så mange spiselige svampe i en almindelig dansk skov. Der bliver tændt op i bålet og snart ender de vilde svampe i forskellige retter som vores guide tilbereder.
Det er ustyrligt hyggeligt at samles om sådan en aktivitet. Først at samle og identificere svampene i fællesskab. Siden at indtage det, som vi selv har fundet omkring et bål ude i skoven.
Kom selv med på svampetur
Vores tur var arrangeret af Halsnæs Naturklub i efteråret 2019. Hold øje med deres website for at se om der bliver arrangeret en ny tur i 2020.
Danmarks Naturfredningsforening arrangerer mange svampeture i hele landet. Tjek deres arrangementer her.
FOF arrangerer også svampeture i efteråret. Find deres kalender her.
Kender du til et guidet svampetur som skal med på listen? Så skriv den i kommentarfeltet nederst på siden – så bliver den tilføjet.
1 Comment
Hej Sarah
Kan jeg købe et gavekort til min mand her til jul til en svampetur i det nye år?