Norge

Nordlys i Tromsø – sådan ser du det magiske lys

Jeg var faktisk slet ikke i Tromsø for at se nordlys – jeg skulle på hvalsafari –  men havde ladet en enkelt dag være åben i tilfælde af at vejret var dårligt og min hvalsafari blev rykket. Jeg havde dog helt perfekt vejr på min hvalsafari og minsandten om ikke min nordlys-app viste mig fantastiske prognoser på den dag jeg havde til overs. Der var bare lige et problem!

De lovede også tætte skyer over Tromsø!

Afsted på nordlyssafari

Men løsningen var nær. Jeg bookede simpelthen en nordlyssafari. Sådan en hvor en bus kører dig udenfor Tromsø og bliver ved med at køre indtil den finder nordlyset. Eller det vil sige – indtil den finder et hul i skyerne. Der er nemlig næsten altid nordlys at finde, hvis bare man kan finde et hul i skyerne.

Et lysende bånd over himlen

“Velkommen til Finland!” Siger vores guide. Vi er kørt i 2 timer og holder nu inde på en øde landevej ude midt i ingenting. Da vi træder ud af bussen er vi omgivet af  snelandskab så langt øjet rækker. Og da bussen slukker lygterne også et fuldkomment mørke.

Vi går 100 meter ned af lille vej, stopper op og stirrer ud i mørket. Og der er det! Som et lysende hvidligt bånd, der strækker sig hele vejen over himlen over vores hoveder fra den nordlige til den sydlige horisont. Det er første gang jeg ser nordlys for alvor – noget jeg har drømt om virkelig længe!

Men det lysende bånd er kun begyndelsen!

På nordlyssafari i Tromsø

nordlys i Tromsø

Verdens bedste underholdning

Det er bare med at holde øjnene på himlen for lyset bevæger og forandrer sig hele tiden. Der opstår hele tiden nye lysende pletter i horisonten, der begynder at gløde i en stærk grøn farve hvorefter de breder sig som kunstfærdige spiraler på himlen. Mit kamera gløder og til tider når jeg slet ikke fange spiralerne før de er væk igen.

Jeg anede ikke at nordlys kunne have så mange former!

Efter to timer ude i kulden hvor mine fingerspidser efterhånden er helt følelsesløse, fortæller vores guide at det er tid til at vende næsen mod Tromsø igen. Men vi kan da ikke tage hjem nu?

nordlyset På nordlyssafari i Tromsønordlys

Look behind you! It’s dancing!

Jeg har virkelig svært ved at løsrive mig fra de flotte farver og former på himlen. Vi går langsomt tilbage mod bussen, men kan ikke lade være med at stoppe op for at tage flere billeder på vejen. Nordlyset bliver kraftigere og kraftigere, mens vi går og vi måber over himlen foran os.

Et par sidder midt på stien, og da vi når hen til dem siger de: “Look behind you”. Da jeg vender mig om bliver jeg så overvældet, at jeg helt bogstavligt falder bagover ned i den bløde sne.

Nordlyset danser! Hele himlen er oplyst af grønne og røde farver, der bevæger sig hurtigt i bølger henover himlen. Wauw! Jeg glemmer alt om min kamera og står bare der helt lamslået og omsluttet af de magiske lys.

dansende nordlys

Selvom jeg er meget glad for mit Canon 24-70 mm 2.8 objektiv, så kunne jeg virkelig godt have brugt en større vidvinkel, så jeg kunne få endnu mere af den smukke himmel med!

Book selv en nordlyssafari

Der er masser af muligheder for at komme på nordlyssafari i Tromsø. Ethvert turselskab i byen har nordlys på programmet. Jeg bookede min tur hos Northernshots Tours som kostede 990,00 NOK ( ca. 700 danske kroner). Turen varede 7 timer fra kl. 18.00-01.00.

Hos Northern Shots Tours får man 50% på en ny nordlystur hvis det ikke lykkes at se nordlyset i første omgang.

Med på turen var en professionel fotoguide og der var også mulighed for at låne et tripod, så der er masser af hjælp at hente hvis man gerne vil lære at tage billeder af lyset. Du kan også tjekke min gode tips til at fotografere nordlys herunder.

Sådan fotograferer du nordlys

1. Vil du gerne fotografere nordlyset kræver det først og fremmest at du har en solid tripod. Det duer ikke med en billig vakkelvorn en som vibrerer i vinden – så får du helt sikkert uskarpe billeder.

2. Sæt dit kamera på det mindste blændetal du kan. Husk at slå dit kamera over på manuel betjening. Du kan godt lykkes med en blænde på 3.5, men det er endnu bedre med et lysstærkt objektiv på 2.8 eller 1.4.

3. For at undgå at stjernerne trækker streger i dit billede bør du holde dig indenfor en lukketid på max 10 sekunder.

6. Herefter skal du stille skarpt manuelt. Autofokus hjælper dig ikke her. Har du live view på dit kamera, kan du zoome ind på den klareste stjerne på himlen, og dreje fokusringen frem og tilbage indtil stjernen står skarpt. Har du ikke live view må du simpelthen prøve dig frem. Set fokusringen på uendeligt, hvis du kan og zoom ind på det billede du har taget. Er det stadig uskarpt så drej fokusringen en smule frem og tilbage indtil den er der.

Kameraet kan i øvrigt sagtens opfange nordlys som du ikke kan se tydeligt med det blotte øje.

Overnatning i Tromsø

Der er mange muligheder for at overnatte i Tromsø, selvom de fleste muligheder er ret dyre. Jeg prioriterede at bo midt inde i byen så det var nemt at tage på guidede ture derfra.

Jeg boede på Enter Backpack Hotel som kostede mig 2000 DKK for 4 overnatninger og det fungerede helt okay. Der var toilet/bad på gangen, eget lille køleskab på værelset og et fælles køkken. Med supermarkeder lige i nærheden var det nemt og billigt at lave sin egen mad. Norge er et dyrt rejseland så det er rart at kunne spare lidt på udgifterne.

Find flere steder at overnatte i Tromsø her

 

 

Relaterede blogindlæg

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar