Reklamesamarbejde med Destination Bornholm
Hammerknuden eller Hammeren som den også kaldes – er den klipperige knold på Bornholms nordlige spids.
Det særlige ved Bornholm er netop klipperne og dem finder man i overflod her. Hammerknuden er simpelthen Bornholms smukkeste og mest ikoniske sted.
De fleste kommer for at se Hammerknudens helt store seværdighed Hammershus, men det er virkelig værd at udforske hele Hammerknuden. Og den bedste måde at gøre det på er uden tvivl på en vandretur!
I samarbejde med Destination Bornholm har jeg været på to fine vandreture omkring Hammerknuden.
Overnatning ved Hammerknuden
Det bedste sted at bo som udgangspunkt for vandreture på Hammerknuden er helt sikkert Allinge-Sandvig – to kystbyer som er vokset sammen og ligger sydøst for Hammerknuden. Jeg boede på Nordly Vandrehjem lidt uden for Sandvig, som ligger smukt ved bredden af Hammer Sø. Kun 20 minutters gang fra Hammershus og klods op af Hammerknuden. En anden rigtig god budgetmulighed er Sandvig Camping hvor man kan leje hytter.
Der er også rigtig mange muligheder for at bo virkelig lækkert og hyggeligt på et af de mange hoteller eller B&B’s i Allinge-Sandvig. Find en liste over alle stederne lige her.
Vandretur Hammerknuden rundt
Længde: ca. 7 km. Varighed: 3 timer
Vandreturen rundt om Hammerknuden er det nærmeste man kommer på en bjergvandring i Danmark. Den er 7 kilometer lang og tager ca. 2 1/2-3 timer at gå (hvis man altså ikke stopper op for at tage billeder hver andet øjeblik!). Stien starter lige bagved Pension Lindesdal (hvor der også er mulighed for at parkere) eller ved Sandvig Camping for enden af stranden (her er der også mulighed for at parkere).
En solrig eftermiddag forlader jeg Nordly vandrehjem og finder den lille sti, der fører op og rundt på Hammerknuden. Den er omkranset af lyngplanter og overalt stikker klipperne op gennem jorden. Klippelandskabet er virkelig det, jeg holder allermest af ved Bornholm.
Hammer Odde Fyr
Stien når kysten og jeg nyder synet af den smukke sandstrand ved Sandvig. Snart står jeg på Bornholms allernordligste punkt. På Hammer Odde ligger Hammer Odde Fyr – det nyeste af Hammerknudens to fyrtårne. Stien bugter sig mellem klipperne og nedenfor bruser havet mod de mange klippeskær.
Hammer Fyr
Stien fortsætter egentlig hele vejen til Hammer Havn og tilbage til Sandvig, men jeg tager en smutvej op på Hammerknudens højeste punkt – Ørnebjerg som rager 82 meter op over havet. Her står det gamle fyrtårn Hammer Fyr stadig og blinker udover havet om natten. Man kan sagtens forestille sig hvordan skibene let kunne smadres mod klippeskærene i stormvejr!
Men lige nu er her utrolig fredeligt. Et får har slået sig ned midt på stien. Den har ikke travlt – og det har jeg heller ikke. Som altid når man befinder sig i naturen, er det som om hovedet og kroppen finder sin egen naturlige rytme igen og det bliver nemt bare at være til stede i øjeblikket.
Opalsøen
Ikke langt fra Hammer Fyr fortsætter stien mod Opalsøen. Stien er ikke så tydelig, men du skal ikke gå ud på vejen ved fyret men fortsætte sydpå. En flok søde geder løber rundt på stien. De hjælper med til at holde vegetationen på Hammerknuden nede.
Snart har jeg den smukkeste udsigt over Opalsøen. Lige bag mig ligger Krystalsøen. Begge er gamle granitbrud som gennem tiden er blevet fyldt op med vand.
Jeg kunne ikke forestille mig noget smukkere sted at afslutte dagen. Solen hænger lavt og jeg spiser min mad på en klippe højt oppe over Bornholms klippesøer. Udsigten er intet mindre end fantastisk. Solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel hele dagen. Det er ikke kun et reklamestunt når man kalder Bornholm for solskinsøen! Og nu kaster den sine sidste stråler på træerne i det fjerne. Vandet i Opalsøen er dybblåt og spejlblank.
Efter mørkets frembrud skal jeg blot vandre ned fra klippen og rundt til den anden side af søen, hvor mit lille værelse på Nordly Vandrehjem venter. Det er helt fantastisk at bo med Hammerknudens smukke natur lige udenfor døren!
Vandring på kyststien fra Vang Granitbrud til Hammershus
Længde: ca. 8 km. Varighed: 3 timer
Næste dag er jeg klar til endnu en vandretur. Denne tur starter ved Vang Granitbrud som virkelig er et spændende sted med eksotiske stednavne som Nevada-klippen og Himalaya. På vejen kommer man forbi vandfaldet med det knapt så eventyrlige navn Pissebækken. Man går langs vandet på kyststien som i sin fulde længde løber hele vejen rundt om Bornholm. Dagens rute er ikke cirkulær, så her må jeg tage bussen fra Allinge og stå af i Vang og vandre ad kyststien tilbage til Allinge. Bussen afgår en gang i timen så det er ingen sag og en kort bustur på 10 min.
Vang Granitbrud
Vang Granitbrud er et rigtig spændende sted, hvor der indtil 1996 stadig blev udvundet granit. Nu står bruddet tilbage som et rekreativt område. Klatrere og fugle har indtaget de stejle klippeskrænter som står tilbage og skaber et imponerende landskab.
Nevada-klippen
Midt i bruddet står en stor rødlig klippe. En flok klatrere er på vej op af den stejle klippeside. Jeg kan sagtens forestille mig hvor klippen har fået sit navn fra. Dens rødlige farver minder mig om de ørkenlandskaber man finder i det vestlige USA og man kunne sagtens forestille sig at stedet her ville være en god kulisse til en western.
Broen over Vang Granitbrud
Kunstneren Peter Bonnén har skabt broen over granitbruddet som man vandrer over på kyststien. Også nedefra er både bro og kløft et imponerende syn.
Himalaya
Jeg følger stien rundt om granitbruddet. På kortet er dette sted betegnet som Himalaya og selvom dette selvfølgelig lidt er en overdrivelse, er udsigten her virkelig smuk. Den sjældne vandrefalk har slået sig ned omkring søen og skilte fra Dansk Ornitologisk Forening advarer om ikke at gå for tæt på kanten.
Pissebækken
Fra granitbruddet følger jeg kyststien over broen forbi Vang Havn. Snart peger et lille skilt ned mod Danmarks tredjestørste vandfald. Navnet er ikke særlig charmerende, men det er vandfaldet til gengæld. En trappe fører ned til stranden og snart får jeg øje på vandfaldet der falder lodret ned fra en stejl klippevæg. Området nedenfor er en lille grøn oase fuld af gule eng-kabbelejer.
Læs mere om Bornholms vandfald i mit blogindlæg her
Kyststien
At vandre på kyststien er en oplevelse i sig selv. Fra vandfaldet følger jeg stien gennem Slotslyngen og møder et væld af blomster og ramsløg der dækker skovbunden.
Hammershus
Netop som solen er ved at gå ned når jeg frem til Danmarks sejeste borgruin. Jeg elsker Hammershus – ikke kun fordi ruinerne er så velbevarede og virkelig sætter fantasien i gang omkring hvordan livet på borgen har været i fordums tid. Det bakkede landskab, de stejle klipper og udsigten over havet er helt eminent.
Kamelhovederne
Bagved Hammershus fører en lang trappe ned af klippen til vandet. En lille sti fører helt ud på klipperne til det brusende hav og her står Kamelhovederne ude i vandet. Det her er måske mit yndlingssted på hele Bornholm. Jeg skal naturligvis have et billede med lang eksponering af den karakteristiske klippe!
Sådan kommer du til Bornholm
Bornholmerbussen
Bornholmerbussen har holdeplads lige foran hovedbanegården i København. En kombibillet til både bussen og færgen tur/retur kan fås til mellem 240 og 440 kr. per person. Tidlige/sene afgange og ikke refunderbare billetter er de billigste. Bussen kører dig til Ystad hvorefter du selv går ombord på færgen. Turen tager i alt 3 timer og 20 minutter.
Tidsplan og billetter kan findes på Bornholmerbussens website lige her
Toget
En anden mulighed er at tage toget til Malmö og herefter skifte til Skånetrafikkens Pågatog mod Ystad. Turen tager 3 timer og 30 minutter og koster 300 kr. tur/retur for både tog og færge.
En samlet billet til både tog og færge kan købes på DSB.
Tag bilen med på færgen
Fra Ystad. Du kan også køre over Storebæltsbroen (450 kr) til Ystad i Sverige og tage bilen med på færgen. Det har tidligere været ret dyrt i højsæsonen (sidste år i juni måtte vi slippe cirka 2000 kr. for en færgebillet tur/retur til bilen og 3 personer) Men efter at Molslinjen har overtaget Bornholmslinjen som den nu hedder, er prisen faldet betragteligt og koster nu 200-800 kr. tur/retur for den billigste billettype ( sene og ikke refunderbare billetter er billigst). Overfarten tager 1 time og 20 minutter.
Fra Køge. Færgen er en natfærge og sejler kl. 00.30 fra Køge med ankomst i Rønne kl. 6.00 om morgen. Det er muligt at booke sovepladser i både delte og private sovekahytter, men generelt er dette både den dyreste og mest ukomfortable måde at komme til Bornholm.
Fly til Bornholm
Du kan flyve til Bornholm med flyselskabet DAT som har afgange fra både København og Billund. I sommerperioden er der også enkelte afgange fra Århus, Ålborg, Midtjyllands Lufthavn, Esbjerg og Odense. I sommerperioden flyver Alsie Express til Bornholm fra Sønderborg.
Find flybilletter hos Alsie Express her
Busser på Bornholm
Det kan sagtens lade sig gøre at opleve Bornholm udelukkende til fods og med bus. Der kører busser til de fleste byer og seværdigheder. Det kræver bare en smule mere tålmodig og planlægning. Der er færrest afgange i weekenden så forsøg at lægge dine rejsedage på hverdage.
Det lokale busselskab på Bornholm hedder BAT og er et af de eneste selskaber i Danmark som ikke har indført rejsekort. Så her må du købe de gamle klippekort i pap. Et to zoners klippekort med 10 klip koster 160 kr og kan købes i turistinformationen ved havnen.
Zonekort og en oversigt over busruterne kan findes på BAT’s hjemmeside
Video fra smukke Bornholm
At filme på Bornholm var simpelthen en drøm. Min drone kom op at flyve langs klippekysten, over Hammershus og Hammerknuden. Kig med her:
2 Kommentarer
Hej.
Sikke en flot beskrivelse og sikke nogle smukke billeder.
Bor på Bornholm og kender turen. Du har virkelig givet et fantastisk indtryk af Bornholm.
Flot arbejde.
Hej Sarah, igen nogle vanvittig flotte billeder! Jeg har aldrig været på Bornholm, men det kan jeg da se jeg mangler at skal nu – tak for et igen rigtig fint indlæg 🙂
Kh. Lise