Tyskland

Thüringen i Tyskland – 7 smukke steder du skal se

Reklamesamarbejde med Tysk Turistinformation

På denne tur besøgte jeg den tyske region Thüringen – et område præget af store skove og milde bjerge, dybe kløfter, eventyrlige slotte, dyreliv og nationalparker. Et helt igennem skønt område som overraskede mig meget.

Tyskland er i den grad uudforsket land for mig, selvom næsten en tredjedel af Tysklands areal er dækket af natur. Tyskland er det store naboland mod syd, som mange af os blot kører igennem på vej til Sydeuropa, men det er synd og skam da Tyskland sagtens kan stå for at være feriemålet i sig selv.

På tur i en Volkswagen California campervan i Tyskland

Tyskland er et fabelagtigt autocamper-land. Jeg nød den ultimative frihed i min Volkswagen California

Tyskland i en campervan – min ultimative drømmebil!

Turen kom til at foregå på en måde som jeg har drømt om lige siden jeg fik kørekort – nemlig i en top lækker overdrevet drømmebilsagtig Volkwagen California. I årevis har jeg drømt om at prøve den her livsstil af som virker som den ultimative drøm. At køre rundt på eventyr samtidig med at man har en god, tryg base i en bil man kan bo i.

Levede det op til forventningerne? I den grad! Og jeg kan kun sige Tyskland er et fremragende campervan-land. Jeg mødte absolut ingen forbudskilte – derimod var der dedikerede pladser til autocampere ved alle seværdigheder og vandrestier og rig mulighed for at parkere ude i naturen. Ja stort set alle steder. Det var så nemt som det overhovedet kunne være.

Thüringer Meer

Efter 5 timer på den Tyske Autobahn ankommer jeg endelig til Thüringen – svinger ind på de små veje, gennem små tyske landsbyer og bølgende marker frem til det stort vandsystem Thüringer Meer. Et brandflot landskab med floden Saale og flere opdæmmede søer, der snor sig som en slange gennem landskabet – mange steder med stejle træklædte skrænter og klipper omkring.

Her overnattede jeg: Der ligger masser af små campingpladser ved bredden af Thüringer Meer. Jeg ender på Camping Linkenmühle, men også Campingplatz Hopfenmühle, Campground Droschkau og Campingplatz Neumannshof ligger virkelig skønt helt ned til vandet.

Der går en vandresti på 72 km hele vejen rundt om den nordlige del af vandsystemet kaldet “Hohenwarte Reservoir trail”  –  som uden tvivl ville have budt på endnu flere udsigtspunktet, hvis jeg havde haft tid til at gå den. Jeg måtte nøjes med at se tre af dem – men hvilke udsigtspunkter!

Tre udsigtspunkter ved Thüringer Meer

1. Bockfelsen

Et udsigtspunkt højt på en klippe, hvor man for alvor kan se Thüringer Meer oppefra.

Sådan kommer du Bockfelsen: Kør til den lille by Gössitz, sæt bilen og gå herfra. Det er en tur på 3 km. Eller kør på den lille vej mod Bockfelsen indtil du møder et kørselsforbudsskilt og sæt bilen i vejsiden her. Derfra er der kun 1,5 km til udsigtspunktet via en lille grusvej.

Udsigtspunktet Bockfelsen over Thüringer Meer

Smukke Bockfelsen

2. Saale Schleife

Endnu et udsigtspunkt hvor man for alvor kan se Saale-floden sno sig. Her i en karakteristisk sløjfe. Simpelthen så flot!

Sådan kommer du til Saale Schleife: Saale-sløjfen ligger lidt uden for den lille by Paska. På Google maps hedder de to punkter man kan se sløjfen fra “Fernsicht” og lidt længere nede “Teufelskanzel Saale” Er du i bil så sæt den i byen, for der er kørselsforbud på de små veje derud, men fra Paska er det kun en gåtur på 10 minutter.

Saale Schleife i Thüringen

Smukke Saale Schleife

3. Saaleturm

Længere mod syd findes endnu et udsigtspunkt nemlig det 43 meter høje Saale Turm. For den nette sum af 2 euro (husk mønter for man betaler via en automat) kan man komme op i tårnet, hvor man udover udsigten over floden kan se slottet Burgk oppefra.

Udsigten fra Saaleturm i Thüringen

For 2 euro kan man komme op i Saaleturm og se udsigten fra 43 meters højde

Slottet Burgk set fra Saaleturm i Thüringen

Fra tårnet er der en fin udsigt over Saale-floden og slottet Burgk

Saaleturm ved Thüringer Meer

4. Schwarzatal

Efter 40 minutters kørsel fra Thüringer Meer og efter at tanke op med mad og snacks i byen Bad Blankenburg, lander jeg i den lille dal Schwarzatal. Tæt på byen ligger der en lille campingplads Caravanpark Schwarzatal som er det perfekte udgangspunkt. Herfra kan man nemlig gå direkte ud på vandrestierne i dalen.

Jeg har udset mig et fint udsigtspunkt jeg gerne vil vandre op til som hedder Elisabethfelsen. Jeg sætter uret til kl. 4 om morgenen og trisser afsted før alle andre er stået op. Jeg elsker virkelig stilheden tidligt om morgenen.

Først går jeg gennem skoven nede i bunden af dalen indtil stien bliver til hårnålesving op ad bjerget. Flere store stykker klipper stikker op af jorden. Præcis i det øjeblik jeg kommer op over trætoppene står solen op – og om det næste hjørne ser jeg udsigtspunktet og Scwarzatal for mine fødder badet i morgenlys.

Turen derop tager kun 45 minutter. Det kan godt være at Thüringens bjerge ikke er Tysklands højeste – men de er smukke og dejligt overkommelige.

Schwarzatal fra udsigtspunktet Elisabethfelsen i Thüringen Tyskland

Schwarzatal fra udsigtspunktet Elisabethfelsen i Thüringen Tyskland

Schwarzatal fra udsigtspunktet Elisabethfelsen i Thüringen Tyskland

Schwarzatal fra udsigtspunktet Elisabethfelsen i Thüringen Tyskland

5. Hainich Nationalpark

Efter en times kørsel nord for Schwarzatal lander jeg i Hainich – den store nationalpark i Thüringen som består af urørt bøgeskov. Eller det vil sige at bøgetræerne er nogenlunde lige så gamle som i resten af Europa (ca. 200 år). Forskellen er, at skoven nu får lov til at passe sig selv. Altså ingen skovdrift og oprydning som man gør i stort set alle skove. Væltede træer får lov til at ligge, og det gør noget virkelig godt for biodiversiteten. Blandt andet lever her sjældne kattedyr som den europæiske vildkat og los.

Hainichs fineste seværdighed er trætopstien Baumkronenpfad in Hainich – en 540 meter lang gangbro oppe i trækronerne og et tårn på 44 meter giver udsigt over hele skoven. En rigtig fin oplevelse for både store og små.

Man skal være meget heldig for at se kattedyrene i den vilde natur, så i stedet svinger jeg forbi den lille dyrepark Wildkatzendorf Hütscheroda Jeg dukker op lige i rette tid til at se kattene blive fodret. Tjek Vildkattebyens hjemmeside og fodringstider her.

Trætoptårn i Hainich Nationalpark Thüringen

Trætopsti i Hainich Nationalpark Thüringen

I Hainich Nationalpark kan man gå i trætoppene på den 540 meter lange trætopsti

Den europæiske vildkat i Hainich Nationalpark Thüringen

I Hainich Nationalpark lever den sjældne europæiske vildkat og los – men da de er meget svære at se i naturen, tager jeg forbi dyreparken Wildkatzendorf Hütscheroda for at se dem

Camping at the gate to Hainich

Tæt på Hainich Nationalpark overnatter jeg på turens skønneste campingplads Camping at the gate to Hainich. Grøn og blomstrende med masse af plads, gratis wifi og ubegrænset varmt vand i badet uden merpris. Det er den slags man sætter pris på når man er på campingtur!

på tur i campervan i Thüringen i Tyskland

Campervan’en og jeg har det herligt på Camping am tor zum Hainich

Eventyrlige Thüringer Wald

En halv time syd for Hainich kører jeg igennem byen Eisenach – og lige på den anden side syd for byen starter naturparken Thüringer Wald. Et stort skovklædt højdedrag.

6. Dragekløften

Jeg har knap nok kørt ind i skoven før det begynder at myldre med vandrere. Her lørdag eftermiddag er det tydeligt at jeg er på vej til Thüringens mest berømte naturseværdighed. Cirka halvanden kilometer inde i skoven finder jeg Dragekløften. En 200 meter lang slugt som flere steder kun er 60 centimeter i bredden. Fugtig, mosbeklædt og helt eventyrlig. Det er ikke svært at forestille sig hvor navnet kommer fra. Selvfølgelig bor der en drage her – det kan ingen betvivle.

Dragekløften - Drachtenschlucht i Thüringen i Tyskland

7. Wartburg Slot

Den eventyrlige oplevelse fortsætter da jeg vælger at overnatte bagved slottet Wartburg som belejligt nok har en dedikeret plads til autocampere. Et lille fredfyldt hjørne, som både ligger ret privat og bag bomme, så jeg også føler mig enormt tryg.

Om aftenen skal jeg kun gå 15 minutter for at komme op på Metilstein – en klippe hvor der er en fantastisk udsigt over Wartburg og Thüringer Wald.

Jeg sidder på klippen mens solens stråler langsomt forsvinder bag mig og den tunge sommervarme bliver erstattet af den lune sommernat. Det hektiske mylder fra eftermiddagen er nu erstattet af en altopslugende ro.

Det er øjeblikke som dette man husker. Den eventyrlige følelse fra Thüringer Wald kommer jeg aldrig til at glemme.

Efter en dejlig og rolig nat bag slottet triller campervan’en og jeg hjemad mod Danmark. Men eventyret slutter ikke der!

Wartburg Slot set fra Metilstein i Thüringen i Tyskland

Kæmpe bonus-naturoplevelser på vejen hjem

Den lange køretur fra København til Thüringen er en stor mundfuld for mig – men det ender faktisk med at være en stor del af oplevelsen. Både på vej ud og hjem overnatter jeg nemlig ude i naturen og nyder den ultimative frihed som jeg har i min campervan.

Den sidste nat i Tyskland finder jeg en fin plads ved en å. Jeg har netop lirket bilen ind på et sted, så jeg kan kigge direkte ud på åen fra sidedøren, da jeg hører en underlig gnaskende lyd. Jeg går helt ned til bredden og får øje på et loddent brunt dyr på den modsatte bred. Det er en bæver!

Øjeblikket efter svømmer bæveren roligt ud i vandet af nedad åen – tilsyneladende upåvirket af min tilstedeværelse. Hvor heldig har man lige lov at være! Jeg holder ind ved en tilfældig å i Tyskland – og så ser jeg en bæver.

Jeg går i seng med verdens bedste følelse i maven. Og næste dag kører jeg de sidste timer hjem til København efter en fabelagtig tur.

Tyskland har virkelig imponeret mig med eventyrlige oplevelser og fin natur. Og snart vender jeg tilbage til det store naboland mod syd!

 

Campervan i TysklandBæver i Tyskland

Relaterede blogindlæg

Ingen kommentarer endnu

Skriv en kommentar